SÅDAN FOREGÅR EN SAMTALE

 

Familieterapeut Leif Storgaard

Telefon: +45 61 69 72 27

Mail: lsp@familieterapi-online.dk

CVR-nr: 28 69 42 61

Copyright © All Rights Reserved

Sådan foregår en samtale

Hvad enten min samtale er med jer som forældrepar, forælder/barn eller enlig forælder, så er mit fokus altid på relationen og det som sker imellem jer.

Modsat traditionelle samtaler hos psykolog eller coach osv., hvor hovedfokus er den enkeltes personlige udvikling, psykologiske ”rygsæk” eller forløsning af det individuelle potentiale, så har jeg mit primære fokus på dine/jeres nærmeste relationer.

Dvs. at dine nærmeste ser og hører dine følelser, tanker og behov, og at du ser deres. Det er min erfaring, at netop fokus på samspil, kommunikation og synliggørelse af det enkelte familiemedlems behov og trivsel overfor resten af familien, er den mest brugbare og holdbare måde at løse op for det, som ”gør ondt i familien” eller er svært mellem os på.

Hvis alle i en familie føler sig set og hørt og mødt, så bliver familien og relationen også personligt udviklende at leve i.

Familiemedlemmer

Jeg tilbyder samtaler med dette primære fokus både til jer, der som forældre søger hjælp til jeres nuværende familie og til jer, som søger hjælp til problemer i jeres oprindelige familie, hvor I nu er voksne børn.

Derfor arbejder jeg meget gerne med flere familiemedlemmer til stede ved samtalerne, da det ofte giver den mest direkte effekt. Hvis du derimod er enlig forælder eller af andre grunde, som enkeltperson, kontakter mig for at få hjælp og rådgivning, så vil mit fokus i samtalen være det samme. Nemlig at hjælpe dig til, på den mest konstruktive måde, at gøre dine tanker, følelser og behov synlige for dine nærmeste, og omvendt at hjælpe dig til at være åben og lyttende overfor deres.

Selvom det ofte sker, at forældre henvender sig med et barns adfærd eller mistrivsel som hovedbegrundelse, så er det ikke altid sådan, at barnet nødvendigvis er en del af familiens problematik. Børn er tit de første, som viser tegn på mistrivsel, når der er problemer i familien. Deres adfærd kan ofte vise sig blot at være symptom på eksempelvis uoverensstemmelser mellem forældre eller på mistrivsel hos andre familiemedlemmer. Derfor er det altid en vurdering, om et barn bør tilbydes at deltage i samtalen.

Intimitet og sårbarhed

At lade en fremmed ”kigge ind” i vores allernærmeste relationer er både intimt og sårbart, men husk, at det IKKE handler om at finde fejl, bedømme eller at placere skyld. Ligesom det er de voksnes ansvar at tage hånd om mistrivsel i familien, er det mit ansvar at tage hånd om, at alle føler sig set, hørt og mødt i vores samtale.

Jeg tilstræber gerne, at samtaler varer 1 klokketime. Men er I en familie til stede eller er samtalen ikke rundet ordentligt af for alle parter, så er processen altid vigtigere end tiden for mig.